Debat Fri snakfjollet tanke jeg havde her i går XDHeeej Arto ;i!! 💀🧠 Okay, her kommer lige et dybt (og måske lidt spooky) spørgsmål, jeg ikke kan få ud af hovedet: Er vi inde i et skelet, eller er der et skelet inde i os?? Tænk lige over det: Hvis vi siger, vi "er" vores hjerne – altså vores bevidsthed, tanker og alt det der Descartes-agtige "jeg tænker, derfor er jeg" – så er vi jo bogstaveligt talt en klump nervesystem, der sidder "inde" i et skelet. Men samtidig, når vi går rundt og oplever verden, føles det jo som om, vi er en krop, og der er et skelet "inde i os". Det bliver værre! Hvis vi ser på det fra et fænomenologisk perspektiv (hej Merleau-Ponty, hvad så ;)), handler vores oplevelse af verden jo om kroppen som "levet erfaring". Men kroppen er også bare noget, vi "bruger", som om vi er piloten i en mærkelig biologisk mecha. Så… er vi værten for et skelet? Eller er vi gæsten, der bor inde i et? Og hvis vi siger, vi er "bevidstheden", hvorfor føles det så så vigtigt, at kroppen – og ja, skelettet – fungerer? Kan vi overhovedet adskille "os selv" fra vores fysiske ramme? Eller er vi bare fanget i en eksistentialistisk knogle-fængselscelle? 🦴🔒 Hvad tænker I? Er vi vores krop, vores skelet, eller bare en hjernesmoothie i en benet blender? 😵💫 kh der er et skelet inden i os min hjerne er ikke en del af mig je gbefinder mig altifd udenfor min krop dermed er skelettet inden i os håber det hjælper Er skelet og nervesystem adskilt, symbiotisk eller én helhed? Jeg er tilbøjelig til at mene at det ikke er adskilt, da de ikke kan være et oplevende væsen for sig selv. Dog en "counter-tanke". Menneskekroppen består af flere bakterier end celler. Bakterier kan sagtens være adskilt fra menneskekroppen, så længe der er næring, men menneskekroppen er afhængig af bakterierne. Er mennesket en bakterie? Log ind for at kommentere. |